For et par uger siden fik jeg mulighed for at melde mig til min første skitur. Her kommer beretningen fra sidste weekend, med mine oplevelser omkring det at være spændt fast til tømmer på vej ned af et bjerg, med en pind i hver hånd =D

Skituren blev arrangeret af det internationale kontor her på NDSU, og kostede kun 45$ alt inklusiv. Ud fra hvad jeg ved er det vist rimelig billigt, men nu har jeg ikke så meget erfaring på det felt.

Internationalestuderende og koordination

Vi startede her fra Memorial Union på NDSU med det obligatoriske kaos, der skal være når man har med 50+ internationale studerende at gøre. Især når en del af dem ikke forstå engelsk. Vi havde fået en seddel fra det internationale kontor med alle oplysninger, og besked om at man ikke måtte komme senere end kl 8. Klokken 8.45 var vi stadig ikke kørt, både fordi folk blev ved med at komme, og fordi der ikke rigtig var styr på hvordan folk skulle registreres. På det tidspunkt havde jeg og min nye ven Diomo ventet i hvert falde 1 time i bussen.

Så jeg spurgte, om det ikke var en ide bare at komme afsted, og så bare sende et stykke papir rundt med en besked om at man skulle skrive sit navn derpå. Derefter kunne man foretage en optælling, og være sikker på at alle der havde skrevet sig på var med. Efter som at vi havde fået udleveret en seddel med alle oplysninger var det vel bare ærgeligt for dem der kom for sent. Det skal vel ikke gå ud over alle dem der kom til tiden.

De tog ideen til sig, og vi kom afsted, kun 50 minutter forsinket. På den gode side havde jeg fået en rigtig god snak med Diomo, som er afrikaner og har læst her i USA i 9 år, som degree studerende. Han er helt vild flink, og vi fik os en rigtig god snak. Han kender en masse steder hvor man kan være med i pokerturneringer her i Fargo, hvor det ikke koster noget at være med, men det giver adgang til at vinde mange penge =). Det kunne jo være sjovt nok, men nu må vi se om det bliver til noget.

Andes Tower Hills

2 timer senere ankom vi til “Andes Tower Hills – Ski, Snowboarding and Tubing”. Så skulle der lige tages billeder af alle de internationale, der var afsted. Herefter skulle vi igennem møllen med at få udleveret ski-lifts-kort, skistøvler og ski. Kæmpe kaos, det var nærmest som at forestille sig en et krammermarked fuld af gamle koner, der allesammen vil have det samle gamle stel tallerkner! Men et eller andet sted var det meget underholdende at opleve, og der var ingen sure miner, men nærmere en forventnings glæde til at komme ud til sneen og bakkerne. Andes Tower Hills virkede ikke som om den er indrettet til at håndtere store grupper af mennesker. Selvom de var forberedt på at vi kom, og vi på forhånd havde udfyldt vores papirer, så havde de intet forberedt på at afhjælpe køen alligevel.

Her har jeg lige en lille iagttagelse, Koreaner og kinesere, skal have specifikt af vide at de skal udfylde de dokumenter de får stukket i hånden. Jeg ved ikke om de tror at det er flotte postkort, eller hvad de tror, men jeg oplevede både i bussen og med de papirer vi ellers har skulle udfylde at det gør de ikke, med mindre man siger det direkte til dem.

Efter endnu en time og 2-3 gange omskiftning af skistøvler var jeg kommet i mine nye skibukser, og havde fået alt mit gear. Hephey! Afsted det går…

Min første ‘skitur’

Udenfor på den anden side af den bygning vi fik udleveret vores udstyr i, havde vi fuld udsigt til det meste af ski stedet. For mig så det temmelig stort ud, for jeg har aldrig set sådan et sted før. Hollywood High er den sorte pist her på stedet, og jeg aftalte med mig selv, at inde  bussen kørte hjem i dag, skulle jeg have været ned af den pist på den ene eller anden måde…

Rasmus og Jeppe, kom med gode råd til mig mens jeg fik mine ski på. Fiks system i øvrigt, smart fyr ham der har opfundet det! Afsted med mig til ski skolen…og sikke en skole…hvis man kan sammenligne deres almindelige skole og deres skiskole, så kan man bedre forstå at mere end 50% elever i High Schools tror at Canada er en stat i USA. For at være på den sikre side, og undgår at ødelægge alt for mange mennesker på vej ned af en pist, tænkte jeg at det ville være mest forsvarlig at tage et par timer i ski skolen.

Nu har jeg ingen erfaring med skiskoler, men det virkede ikke som om der var styr på noget i denne her. Der var en instruktør, som stod på toppen af en meget lille bakke og gav instrukser. Ellers var der en gammel herre, der sad og holdt øje med det bånd der gave én et lift til toppen af bakken. Han sørgede for at stoppe når der var en der faldt.

Jeg kom op til toppen, og lyttede lidt med på instrukserne, men efter 2 minutter besluttede jeg mig for bare at kaste mig ud i det og prøve ploven. Det gik også meget godt, og jeg kom hurtigt ned….og jeg fik også standset, helt uden at falde…tadaaa! Anden tur op igen, og ned igen….men nu havde alle koreanerne og kineserne fundet herover, så de lå fusere spredt ud ud over hele bakken, og det var slet ikke til at komme til.

Min første rigtige skitur

Uden videre diskussion med mig selv, tog jeg liften op til den første pist. Hvo intet vover, intet vinder….måske et brækket ben, eller en fuser, men det tænkte jeg ikke lige over. Her var så min første tur med skiliften. Jeg tænkte med det samme at der manglede et eller andet at holde fast i. Skiliften bestod nærmest af en bænk der hang på en wire der førte os op til toppen af bjerget 10-20 meter over jorden. Det var en lidt skræmmende oplevelse først, og jeg er sikker på at det ikke ville være godkendt i Europa…men på den gode side var der intet til at forstyrre udsigten, helt fantastisk =)

Som en anden bambi på isen, landede jeg på toppen af bjerget, og fik guidet mig hen mod min pist. Derfra tog det heller ikke lang tid inden jeg fik oplevelsen af at kurre hen over sneen igen. Jeg har helt glemt hvor sjovt det også kan være, hehe. Efter at have leget fange med min ene ski, kom jeg ned for foden af pisten. Når man får blod på tanden har man jo pludselig lyst til mere =)

Op i liften igen, mens jeg sørgede for at side solidt placeret i et hjørne af bænken. Nu vidste jeg hvad der ventede oppe for enden af pisten, og var lidt mere klar på hvad jeg skulle håndtere situationen. Denne gang kom jeg helt ned uden at vælte, og uden større forhindringer. Derfor var jeg snart oppe igen. På det her tidspunkt havde de sluppet alle asiaterne og snowboarderne fri på den samme pist, som jeg lige havde kørt på. Derfor lå der nytårsskyts strøget ud over hele pisten, og ind imellem det sad der snowboardere og hold frokost pause.

Reglen er at når en snowboarder falder, så skal de andre komme og holde en med selskab til man selv er kommet op igen. Yderst belastende regel for alle dem der hellere vil holde frokostpause for enden af pisten. Ellers er det faktisk meget spændende med sådan ‘levende’ mål på en pist, så bliver man nærmest nødt til at lære at lave sving på vejen ned.

For ikke at komme lege isbryder igennem et international farvand på vej ned af en pist, fik jeg navigeret hen til en lidt svære pist. Så var der pludselig fart på igen, og denne gang uden forhindringer. Det lykkedes mig at klare turen ned første gang uden at falde, men også kun med nød og næppe. Det må ha’ set temmelig sjovt ud. Det er ret svært at holde balancen når man ikke lige er helt sikker i de sko man går i. Godt nok har jeg store sko til dagligt, men med de her forlængere både fortil og bagud, så er der godt nok noget at holde styr på! Hvor er det lige min GPS sidder?

Frokost med udsigt til den sorte pist

Alt i mens jeg stod på ski, kunne vi høre musik nede fra skistedet, hvor der en gang imellem også blev annonceret forskellige ting. De spillede en masse oldschool musik, det var faktisk ret hyggeligt =) Pludselig opdager man at der er gået 4-5 timer, og man faktisk er sulten! Rasmus, Jeppe og jeg fandt noget frokost, så vi kunne få fyldt maverne. De serverede Chili con Carne, og det er virkelig et hit i mine øjne, når man er på ski =) Selvom det på ingen måde kan sammenlignes med det jeg har fået derhjemme… I øvrigt kan jeg sagtens forstå at man får lyst til at sidde i solen og drikke en øl, eller få en Cognac når man lige har været på ski!

Efter frokost spurgte Jeppe og Rasmus om jeg ikke havde lyst til at prøve den Hollywood pisten (den sorte pist). Jeg synes det var gået så godt forinden, og jeg elsker udfordringer…Så derfor stod jeg og kiggede ned af pisten….ikke mange sekunder efter kunne jeg så lege ta fat efter begge mine ski…jeg havde det ret sjovt. Efter at have fumlet lidt med at få udstyret på igen kom jeg helskindet ned af pisten. Med sne i og is i tøj og hår måtte jeg erkende at jeg nok lige skulle vente et par ture inden jeg vågede mig ud på den pist igen.

2-3 ture senere stod jeg så og kiggede ned af den selv samme pist igen. Det er virkelig en ubeskrivelig lækker oplevelse at mærke sneen under skiene, mens man nærmest flyver ned af bakken! Jeg elsker at stå på ski.

Resten af dagen gik med at prøve de resterende bakker af. Jeg tror nu alligevel jeg brugte mere tid i ski-liften end på selve pisten. Det har nok taget 5-6 minutter at komme op, hvor det på Hollywood pisten max tog 15 sekunder at komme ned…..med mindre man lige skulle stoppe op under vejs.

Jeg havde ikke taget mit kamera med, af frygt for at falde på det. Så jeg har ikke taget nogle billeder. Heldigvis var der en pige fra Norge, Elisabeth, som tog et par billeder. Dem har hun ladet mig bruge, og det er dem I kan ser her i posten.