Igår sad jeg sammen med et par af drengene i gårdhanven imellem Klubben og Plug-inn. Her blev jeg interviewet af TV2 østjylland om eksammenssnyd, da der netop er en studerende der er blevet bortvist i seks måneder pga eksamenssnyd.
I den forbindelse blev jeg spurgt om jeg havde hørt om eksamenssnyd på handelshøjskolen, om hvad jeg syntes om det og om det var muligt at gøre noget ved det.
På mit første eller andet år var der et par studerende, der var blevet udvist pga af eksamenssnyd. Jeg synes ikke at det er særlig smart at snyde, og jeg kan udmærket forstå at man der er hårde sanktioner imod de studerende der snyder. Det affekterer jo ikke kun de studerende der snyder, men også resten af de studerende, da det går ud over uddannelses niveauet og kan være ødelæggende for ens eksamensbevis hvis uddannelsen/uddannelsesstedet for et dårligt rygte.
I udsendelsen bruger de den del af interviewet, hvor jeg udtaler mig omkring eksamensafviklingen. Jeg finder eksamensformen outdatet da man i en arbejdssituation sjældent vil komme ud for at man ikke har mulighed for at sparre med andre, eller på anden måde validere de resultater man sidder med. Derfor virker det også underligt at man stadig har mange skriftlige eksamener hvor man skal sidde på sin plads uden at have kontakt med andre, eller at måtte snakke med andre. Selvfølgelig kan man argumentere for at der skal være en hvis viden, som skal sidde på rygraden, hvorfor eksamensformen er lavet som den er. Alligevel vil jeg nu mene at flere eksamener kunne laves meget mere tidssvarende.